Jeg ville remse op alle de ting op jeg i dagens løb var stødt på, som havde slået pusten lidt ud af maven på mig. For det var bare een af de dér dage og klokken var ikke engang 12 endnu! Og.....
Pludselig standser den lastbil der kører foran mig brat op og føreren løber ud og om bag bilen, i et fodgængerfelt, hvor han bøjer sig ned over en person. Han forsøger at løfte hende op, men hun falder livløs tilbage på jorden. Føreren, som er en meget ung mand, er meget rystet og selvom jeg er et stykke væk, kan jeg tydeligt se at han gestikulerer: "Jeg så hende ikke" og "hjælp". Flere biler holder ind ligesom mig, og hurtigt er der ret mange henne ved ulykken. Jeg skynder mig at ringe 112 og få tilkaldt en ambulance.
Jeg tænker at det er fantastisk at se, hvordan folk promte kommer for at hælpe... En politimand ringer til mig og jeg aflægger vidneforklaring. Da jeg ikke så da selve ulykken skete, bliver vi enige om at jeg kan køre videre og det kan være de vil kontakte mig senere... Da jeg kører forbi hvor pigen ligger, - er det eneste jeg kan se et par lilla gummistøvler, under et falck-guld-tæppe, og hun ligger helt stille mens mindst 5 står bøjet over hende. 1 minut senere møder jeg en ambulance med udrykning og tænker: "det var hurtigt". Et øjeblik senere ringer en anden politimand og vil høre min forklaring på hvad der skete. Jeg fortæller og bliver bizart nok helt forvirret over at jeg taler i mobiltelefon mens jeg kører, - med en politimand... Får undskyldt for det og holder ind til siden, hvor vi taler færdigt.
Med meget rystende hænder og knæer kører jeg hjem, alt imens den samme sætning kører på repeat i hovedet på mig: "Det vidste hun ikke ville ske, da hun kørte hjemmefra imorges..."
Jeg ryger ikke, - men det gjorde jeg altså idag. Jeg ringede og fortalte Alex hvad der var sket og senere også min far, og gik egentlig bare rundt om mig selv den næste times tid.
Jeg havde aftalt, at jeg et par timer senere, kunne ringe til vagtcentralen for lige at høre hvordan det gik med pigen fra ulykken.
- Og de kunne fortælle mig, at hun så ud til at være "sluppet" med et brækket ben og var ved bevidsthed igen.
HURRA, - for hende naturligvis, - for hendes familie, - for den unge billist og en lille smule for os der var omkring.
I eftermiddag har jeg kysset lidt ekstra på mine børn og øvet hvorfor og hvordan man ringer til 112. Fået roen tilbage i maven og tænkt: "På den ene side ved vi ikke hvad der venter os når vi tager hul på en ny dag, - men det er på den anden side lige nøjagtig som det skal være"... Vi er mange bekymringer sparet!
- Og er der ikke een der har sagt at; "Livet skal leves forlæns og forståes baglæns..."
KH. Lotte
No comments:
Post a Comment