Friday, September 2, 2011

SÅ ville jeg helt sikkert....

Dette indlæg er affødt af og motiveret ved chanchen for, at vinde for 25.000 dejlige danske kroners rejsegavekort. Og det er jo egentligt, af den helt forkerte grund og med lidt blandet smag i munden, jeg nu forsøger mig...
Men da emnet er: "Hvad ville du gøre hvis du vandt 1 million?" - Så synes jeg alligevel, at der er formildende omstændigheder og jeg godt kan se mig selv i øjnene... For jeg tror egentlig, at de fleste har prøvet at lege med den tanke og det kunne faktisk være sjovt at få skevet det ned hvad jeg ville gøre:-).

Hvis jeg vandt 1 million kroner...
- vil jeg være ærlig og sige; at jeg allerførst sikkert ville gøre noget rigtig egoistisk og skynde mig at bestille mig en hel dag i Spa. Det skulle være med hele "mulletjavsen", lækker massage, ansigts - og kropsbehandlinger og hvilke andre skønne velvære-ting der kunne presses ind i sådan et program.
Når jeg så lå på briksen, ville jeg ligge og drømme og beslutte mig for hvordan så mange penge ellers skulle anvendes.

Helt sikkert ville jeg betale mit studielån ud, som har været mig en fast følgesvend de sidste 20 år, mere eller mindre...

Og når jeg alligevel var i banken, ville jeg sætte en god potion penge ind på begge mine børns opsparing. Dog ikke så stort et beløb, at de, når de bliver næsten voksne, ikke skal forholde sig til hvordan penge tjenes og forvaltes. Det tror jeg ville være, at gøre dem en bjørnetjeneste... Men selvfølgelig en god "slat".

Jeg ville nok også skifte, min ellers gode, men gamle bil ud med en ny - måske endda en Mini Cooper Cabriolet - det ville da være for fedt!

Så ville jeg forsøde min nærmeste familie og venners liv med, for eksempel, en fælles rejse til et spændende sted i verden. Tænk, at have alle ens favorit-personer omkring sig, - i Toscana eller på Maldiverne eller i Canada eller Paris eller eller eller... Lege rejseleder og julemand i en uges tid ville da være fantastisk.

Min Svigermor er meget hårdt ramt af sclerose, så hun ville desværre nok ikke kunne være med på en sådan tur. Og derfor ville jeg bruge masser af penge på hjælpemidler og oplevelser for hende, sammen med os.

Min Mor skulle have lov at vælge "sin" Svanestol og næsten ALT andet hun kunne tænke sig:-)

Min Far skulle overdænges med Autocamper-kram og diverse rejsegavekort...

Og min Søster skulle, med mig, til hendes valg af storby og få lov at vælge frit på alle hylder!

Min Mand har jeg spekuleret længe over hvad "jeg ville gøre ved"...
Han er nemlig rigtig svær at overraske og jeg vill ønske at forkæle ham, som han allerhelst kunne ønske sig!
Helt sikkert skulle han en tur til Monaco på mandetur og opleve Formel 1-løbet der.
Mac-gagdets og ting i den stil ville bestemt også ligge i hans julesok det år:-).

Vores børn, skulle have lov at prøve at vælge lige nøjagtigt dén ting, de allerhelst kunne tænke sig i en legetøjsbutik - uden restriktioner eller voksenpåvirkning, hihi;-).

Jeg ville købe mig oplevelser sammen med min mand og mine børn i form af rejser,  og her "diktere" afslapning mindst 2 timer hver dag, - og tid til læsning og fordybelse.

Bestemt ville jeg donere nogle penge til velgørenhed -
Da min mor har haft brystkræft, ligger kræftens bekæmpelse ligefor, ligesom Scleroseforeningen ville være selvsagt for mig at støtte. Der udover har jeg arbejdet med gadebørn i Brasilien, så efter at have oplevet deres elendighed tæt på, ville jeg bestemt også finde penge til dem. "Mit barn" gennem børnefonden ville helt sikkert også få ekstra finansiel støtte.


Hvis der ville være flere penge på kontoen efter ovennævnte spendér-tur, ville jeg rigtig gerne åbne et lille galleri med arbejdende værksted, som også skulle være åbent for offentligtheden, f.eks. børn der gerne ville prøve at udfolde sig kreativt i stimulerende omgivelser.

- Og sætte lidt til side til en "regnvejrsdag":-)

Slutteligt vil jeg sige, at det er fantastisk at drømme så store drømme, - selvom det meget kommer til at handle om materialistiske goder, men pyt ligenu er det sådan jeg ville fyre 1 million kroner af og nyde hvert øjeblik!

Ville det gøre mig lykkeligere? Ja, momentant - men på den anden side ikke lykkeligere end jeg faktisk er ligenu...

Nu vil vi tage over og hygge med dejlige venner og deres børn, og måske lige gøre stop på vejen for at købe en Lottokupon... Man har jo lov at håbe;-)

Kh. Lotte

P.S.
Tjek venligst:
millionlotteriet.dk